<h1>Micky </h1>
Kandidat

Micky

Blankschon

Hej, jeg hedder Micky Blankschøn, og jeg er automatikteknikerlærling her i Sønderborg. Jeg har altid haft en praktisk tilgang til tingene og er stolt af at arbejde med hænderne og løse konkrete opgaver.

Ved siden af mit arbejde er jeg ungdomsformand i Dansk Metal, hvor jeg hver dag møder unge faglærte med ambitioner og drømme. Det er netop gennem mit engagement i Dansk Metal, at min interesse for politik for alvor er vokset. Jeg har set, hvor vigtigt det er, at faglærte stemmer og erfaringer bliver hørt, når beslutninger skal tages – især i kommunalpolitikken.

Derfor stiller jeg op som kandidat til kommunalvalget for Socialdemokratiet. Jeg vil arbejde for, at flere faglærte kommer ind i politik, så vi kan få mere fokus på de praktiske løsninger og sikre, at alle får lige muligheder.

Mine politiske mærkesager

Min vision for Sønderborg er en kommune, hvor børn og unge trives, udvikler sig og får gode muligheder for fremtiden. Jeg håber, du vil støtte mig på denne rejse. Sammen kan vi skabe forandring.

Skole

Jeg har selv oplevet, hvor vigtig en god og aktiv undervisning er. Det handler ikke kun om at sidde stille og lytte – læring skal være levende og engagerende. Derfor kæmper jeg for mere aktiv undervisning, hvor eleverne kan lære gennem praksis og bevægelse. Når undervisningen bliver mere spændende og nærværende, får flere børn lyst til at lære og blomstre.

Boliger

Som ung ved jeg, hvor svært det kan være at finde et sted at bo, når man skal studere eller lære et fag. Det skal ikke være en barriere for unge, der vil videre med deres uddannelse og skabe en fremtid i vores by.

Uddannelse

Jeg tror på, at folkeskolen skal være tættere på virkeligheden. Derfor vil jeg arbejde for mere erhvervsbaseret undervisning, hvor eleverne får indsigt i og erfaring med det arbejdsmarked, de skal ud på. Det gør dem bedre rustet og gør det lettere for virksomheder at finde dygtige unge, der allerede kender til branchen.

Velfærd Først

Sidst men ikke mindst mener jeg, at vi skal blive bedre til at tage os af alle børn – også dem, der har det svært. Det betyder mindre niveauopdeling, hvor børn med udfordringer bliver sendt væk fra deres klassekammerater. I stedet skal vi styrke den støtte, der gives i klasserne, så alle børn kan føle sig inkluderet og få den hjælp, de har brug for.