December + Aktivitetskalender Glædelig Jul og godt nytår. | Lidt nyt fra Formanden Så går vi ind i december, året er ved at rende ud, det har været et år med en ny regering, somman lige skulle vænne sig til, om man så sy

Kan du ikke læse nyhedsbrevet? Se det online

Snapshot 700 X 290

December 2023

Glædelig Jul Og Godt Nytår

Lidt nyt fra Formanden

Så går vi ind i december, året er ved at rende ud, det har været et år med en ny regering, som
man lige skulle vænne sig til, om man så synes om dens politik eller ej.
Men en ting vi kan glæde os over, er at Erik Lauritzen er klar til en periode mere i spidsen for
Sønderborg kommune, han har stillet sit kandidatur til rådighed ved kommunalvalget i 2025.
I det nye år har vi også valg til EP den 9. juni 2024, så der bliver brug for alle frivillige, der har
lyst til at hjælpe til i dette valg.
Ellers vil jeg bare ønske alle en god jul samt rigtigt godt nytår, og tak for det gamle.
Kredsformand
Steen Nørhart

Christel Schaldemose


Hvorfor EU både kan være det bedste og det værste.

Af Christel Schaldemose, MEP og spidskandidat for Socialdemokratiet.


Kære partikammerater,
Overskriften på dette indlæg giver faktisk et indblik i, hvordan hverdagen ofte er som
parlamentariker i EU. På den ene side laver vi hamrende vigtig lovgivning, der er med til at gøre Europa bedre.

På den anden side er der lige nu et kulsort flertal, som elsker at smække bremsen i,når vi forsøger at skabe positive forandringer.
For nylig er vi i EU blevet enige om forordningen om kunstig intelligens.

Det er den første lovgivning i verden, der har til formål at regulere kunstig intelligens. Som udgangspunkt er det kæmpestort – vi måtte lave nogle kompromisser, og jeg kunne godt have ønsket, at vi gjorde mere, men det er positivt. Overordnet set gør vi nu brugen og udviklingen af kunstig intelligens mere tryg og gennemsigtig, hvilket er nødvendigt. Det er kun EU, der kan lave så stor og betydningsfuld
lovgivning, og det er jeg stolt af.
Dog er der også punkter, hvor jeg lige nu ikke er så stolt af EU-parlamentet. Den kulsorte højrefløj har forpurret endnu en lovgivning. Denne gang er det lovpakken Euro 7, som har til formål at
mindske luftforureningen i Europa. Og hvorfor er det vigtigt at mindske luftforurening i Europa, spørger du? Fordi luftforurening ifølge WHO udgør den største sundhedsrisiko i EU og fører hvert år til 300.000 for tidligt døde i Europa. Her havde vi virkelig mulighed for at gøre en konkret forskel – at redde menneskeliv. Men nej. Aftalen blev udvandet, fordi højrefløjen er billobbyens forlængede arm. Det gør mig frustreret, men sådan er virkeligheden hernede i disse dage.
Derfor bliver jeg nødt til at understrege endnu engang, hvor vigtigt det valg, vi skal til om under et halvt år, er. Vi skal af med det kulsorte flertal, så vi kan lave positive forandringer sammen!
Jeg glæder mig til, at vi skal ud på gader og stræder sammen. Tak for ordet, og glædelig jul!

Benny Engelbrecht

Der har været ekstraordinært travlt i forhandlingslokalerne i dette efterår. Det føles næsten som om jeg har været mere i Struensee-værelset i finansministeriet til forhandlinger sammen med finansminister Nicolai Wammen, end jeg har opholdt mig på mit eget kontor på Christiansborg. Det har været intenst arbejde, men til gengæld er der også kommet gode resultater ud af det. Her er et par nedslagspunkter:

  • Ældrechecken forhøjes permanent med 4.800,- kroner.
  • Der er kommet en halv milliard i statslig hjælp til de skader der opstod i Sønderborg og andre kommuner efter stormfloden i oktober.
  • Der er sikret en lettelse for enlige forsørgere, der eksempelvis betyder, at en enlig pædagog med 2 børn får op til 665 kroner mere til sig selv om måneden.
  • Offentligt ansatte får et lønløft, som vi lovede i valgkampen.
  • Det bliver mere attraktivt for seniorer der har kræfterne til at arbejde også når de har nået pensionsalderen, at fortsætte arbejdslivet.
  • Cathrinesminde Teglværksmuseum der skulle holde lukket i hele 2024, forbliver nu åbent.
  • Historiecenter Dybbøl Banke og Universe på Nordals får en øget statslig bevilling i 2024.

I denne uge er det næste forhandlingsforløb, der kommer til at strække sig ind i det nye år, begyndt. Det drejer sig om den grønne fond der er en samlet ramme på 53,5 mia. kroner der skal sikre klima- og miljøindsatsen i Danmark over de kommende årtier. Her skal vi blandt andet finansiere at Danmark kommer i mål med 70 % målsætningen i 2030 og at der kan ryddes op i generationsforureninger som den ved Himmark Strand på Nordals. Så også i det nye år kommer jeg til at bruge lang tid i forhandlingslokalerne, da jeg som finansordfører er hovedforhandler for folketingsgruppen i de fleste store forhandlingsforløb.

 

Jeg har dog også fået en ny rolle i folketingsgruppens ledelse, idet jeg er blevet forfremmet fra gruppenæstformand til gruppesekretær. Det er jeg blevet valgt til fordi Annette Lind fra marts tiltræder som generalkonsul i Flensborg.

 

Slutteligt vil jeg ønske alle en god jul og et godt nytår. Jeg ser frem til det offentlige møde vi har planlagt den 18. januar i Multikulturhuset i Sønderborg og til forårets generalforsamlinger.

Med venlig hilsen

 

Benny Engelbrecht

MF

Finansordfører

Gruppesekretær

Formand for Sydslesvigudvalget

Erik Lauritzen

Jul og nytårshilsen fra borgmesterkontoret.
Freden har sænket sig over rådhuset og i skrivende stund er her meget stille. Jeg har forsøgt at rydde op i alle hjørnerne og i alle bakkerne -både dem af plastik på skrivebordet og indbakken på PCén.
Det er tid at tænke lidt tilbage på 2023 og når jeg gør det kan jeg lidt bedre forstå at tiden er fløjet afsted.
2023 har være et kaotisk og meget udfordrende år. Kriser og konflikter ude i verden har krævet Danmarks involvering.Vi er et rigt land og kan og skal derfor også bidrage massivt til kampen for fred og lighed ude i verden. Jeg har selv i løbet af året advaret imod at opbakningen i befolkningen, til Dansk engagement ude i verden og massive investeringer i grøn omstilling kan smuldre hvis der ikke samtidig investeres i at opretholde den velfærd vi kender og som generationer har opbygget. Det er farligt og jeg håber inderligt at den socialdemokratiske regering formår at finde den balance.

Jeg respekterer at der i en trepartiregering skal indgåes kompromisser og alle tre partier skal have noget af deres politik igennem. Men jeg undrer mig fortsat over at nogen overhovedet kan mene at skattelettelser til de af os der har rigeligt i forvejen, kan være det vigtigste i en tid hvor velfærden halter og der skal bruges masser af milliarder til forsvar, grønomstilling og infrastruktur.
Sønderborg kommune er kommet igennem et par meget vanskelige år og jeg er bestemt ked af mange af de besparelser vi har måtte gennemføre. Men jeg er til gengæld glad for og stolt over at trods
vanskeligheder så kan vi igen i 2023 konstatere at budgetterne overholdes og det økonomske grundlag for de kommende år er solidt. Vi kan i 2024 og fremad investere rigtig mange penge i bedre rammer for folkeskolen og vi kan videreføre den gode udvikling som kommunen er inde i. Det er mit håb og mit mål at vi fra det kommende år også kan styrke velfærdsområderne .


Efter et år med hedebølger i Europa, tørke i mange lande, oversvømmelser både herhjemme og ude i verden, nedbørsrekord og varmerekord, og senest stormflod, ja så må de sidste klimafornægtere vel være omvendt. Ingen kan længere være i tvivl om at vi mennesker har gjort vold mod kloden og klimaet og vi har meget travlt hvis vi skal nå at rette op på skaderne. Det gælder klimaet, drivhusgasudledningen, biodiversiteten, naturarealer, søer og vandløbs miljøtilstand og ikke mindst Havmiljøet.
Jeg er glad og stolt over at vi i Sønderborg kommune gennem nu 15 år er gået foran med den grønne omstilling. I Projekt Zero holder vi kursen hen mod et CO2 neutralt energisystem i 2029. Men der er masser af arbejde endnu. Alt tyder på at vi i 2024 kan få etableringstilladelse til Vindmølleprojektet i Lillebælt. Det
vil være et helt afgørende skridt for Projekt Zero men der skal produceres langt mere grøn strøm i danmark og i Sønderborg i de kommende år. Strøm der skal indgå i produktionen af andre former for grønne brændstoffer. Det handler om at stoppe brugen af fossile brændstoffer. Også for at blive uafhængig af Putin og andre despoter der sidder på energikilder. Men det handler først og fremmest om at sikre en bæredygtig verden for vore børnebørn og oldebørn.

Her onsdag før jul godkendte byrådet en kommuneplan der blandt meget andet udpeger 14 områder i kommunen hvor der -hvis der er investorer til det- kan etableres vindmøller eller solcelleanlæg. Jeg ved -og har respekt for- at der i nærheden af disse potentielle energianlæg vil være en del modstand. ”Not in my backyard” -holdningen er vedholdende men vi skal finde løsninger så disse anlæg kan etableres, det skylder vi de kommende generationer.
Vi går ind i 2024. Tredje år i denne kommunale valgperiode. Det betyder også at vi så småt skal i gang med forberedelserne til valget i november 2025. ”DetderBatter” er overskriften på vores koncept for politikudvikling. Vi kommer til at køre dialogmøder om en lang række lokale dilemmaer og problemstillinger. Muligheder og udfordringer. Jeg håber I vil bakke op, deltage aktivt og invitere rigtig mange medborgere -medlemmer eller ej- med til møderne. Konceptet er først og fremmest at vi politikere vil lytte langt mere end snakke. Vi skal sammen finde gode svar på svære emner. Det er det politik handler
om.
Medierne har skrevet om at ”Borgmester Erik Lauritzen tager en periode mere”. Jeg vil gerne understrege at det ikke er det jeg har sagt. Jeg har sagt at hvis de socialdemokratiske medlemmer i Sønderborgkredsen vil det, så er jeg klar til at stille mig i spidsen også ved det kommende valg. Det skal vise sig ved vinterens
generalforsamlinger i partiforeningerne hvor I kære medlemmer skal beslutte. Men der skal ikke herske tvivl om at jeg stiller mig til rådighed. Jeg har fortsat lysten og der er masser af opgaver for Sønderborg kommune som jeg gerne vil arbejde på at løse bedst muligt.
Jeg ønsker alle en god Jul og godt Nytår.
Erik

Kommende arrangementer

18/1-24 kl.19.00

Møde Med Benny Engelbrecht ang. "Danmarks Nye 2030 Plan"

Salen i Multikulturhuset. Tilmelding HER

Det muntre hjørne

To politikere var i skoven for at lede efter et juletræ .
Efter et par timer hvor de havde frosset godt og grundigt , siger den ene:
-Nu gider jeg fanneme ikke mere, jeg tager sgu det næste træ uanset om det er pyntet eller ej.

Glædelig jul og godt nytår.

FIND OS HER