Byrådet har vedtaget Budget 2024. -Stormen har lagt sig.
Stormflod.
I disse dage taler og tænker vi mest på den stormflod vi netop har gennemlevet og heldigvis også overlevet allesammen. Det var faktisk ikke en selvfølge for der har været meget farlige situationer undervejs både for de mange ansatte og frivillige i beredskabet, de kommunale medarbejdere i Vej og Park og medarbejdere i Plejen der skulle ud til borgerne.
Der er blevet kæmpet og knoklet og alle fortjener en stor ros og tak.
For de mange husejere der nu står med skader på deres ejendomme er det trods alt en trøst at erhvervsministeriet hurtigt har kunne erklære bl.a Sønderborg kommune som stormflodsramt og dermed er der hjælp at få når forsikringsselskaberne kan melde "hus forbi".
For kommunen og byrådet venter der også en stor regning. Vi kan håbe at regeringen vil støtte os i forbindelse med de kæmpe investeringer der skal til for at rette op på skaderne på offentlige veje, stier, bygninger og anlæg.
Ovenstående kommer under alle omstændigheder til at lægge et nyt pres på økonomien og det budget der netop er vedtaget i byrådet.
Budget.
Gennem de sidste 6-7 år har byrådet arbejdet på at effektivisere driften bl.a ved at reducere de årlige Administrative udgifter med ca 100 mio kr. Vi har investeret i bygninger og anlæg der kan nedbringe de løbende driftsudgifter, og vi har generelt ændret på arbejdsgange.
Alt sammen for at kunne undgå besparelser på kernevelfærden til børn, ældre og handicappede. men udgifterne på disse områder er samtidig vokset så markant og hurtigt at det de sidste 2 år har det været nødvendigt at spare markant indenfor Børn og Uddannelse og Social og Senior. Disse to områder ville ellers være kommet ud med meget store overskridelser på deres budgetter. Alle andre områder har også måtte hjælpe til for at vi har kunnet aflevere årsregnskaber uden overskridelser.
Fordi vi har fået nedbragt vore administrative udgifter og effektiviseret driften hele vejen rundt så var der ved budgetlægningen for de kommende år et lidt bedre udgangspunkt. Dertil kom at kommunerne under e'et fik en lille hjælp fra regeringen i form af en forhøjet serviceramme fra 2024. Altså lidt flere penge som vi kan og må bruge på service. Endelig forventer regeringen nu at skattegrundlaget i Danmark som helhed vokser markant og vi kan så som kommune også forvente ret store ekstraindtægter fra skat og grundskyld i de kommende år. Det gav os ved budgetlægningen et noget bedre udgangspunkt og mulighed for at TILFØRE netop Børn og Uddannelse og Social og Senior -udvalgene flere penge som så kan opveje nogle af de grimme besparelser der er gennemført i det seneste års tid.
Som alle efterhånden ved så er penge ikke bare penge i et kommunalt budget. Vi har som kommune stadig en meget stram ramme for hvor meget vi må brug til det der hedder serviceudgifter. Til gengæld er rammen for hvor meget vi må bruge på anlægsudgifter -altså investeringer- noget større og vi har med budgetaftalen for 2024-27 prioriteret at bruge ret mange penge på investeringer. Først og fremmest investeringer i skoler og ældreboliger. Altså fremtidssikring af rammerne for velfærd og investeringer der reducerer vore driftsudgifter yderligere. Der er masser af spændende elementer i budgettet iøvrigt. I flæng kan nævnes: Cykelsti Broager-Nybøl, Naturpark Nordals, Sundhedshus Augustenborg, Udvikling Nordals, Kgl Køkkenhave etape 2., idrætsanlæg Broager, Legepladser i hele kommunen o.m.m.
Vi vil rigtig gerne fortælle om og diskutere budgettet ved en række møder i den kommende tid:
Broagerhus Lokale 205
Allegade 4
6310 Broager
Tidspunktet er:
26/10 kl. 19.00
Knøs-Gård
Knøsvej 1 Hørup
6470 Sydals
28/10 kl. 09.30
Multikultrhuset
Lokale M3.3.
Nørre Havnegade 15
6400 Sønderborg
30/10 kl. 19.00
For deltagelse i Sønderborg mødet er det nødvendigt at tilmelde på HER