Ny Budgetaftale. | Kære partifæller. I dette nyhedsbrev vil Jette Damsø Henriksen komme med nyt fra regionen, og Benny Engelbrecht vil blandt andet fortælle lidt om den nye gymnas

Kan du ikke læse nyhedsbrevet? Se det online

De70b4e5 1

Oktober 2024

Region, EPX og Budgetaftale

Kære partifæller.

I dette nyhedsbrev vil Jette Damsø Henriksen komme med nyt fra regionen, og Benny Engelbrecht vil blandt andet fortælle lidt om den nye gymnasiale uddannelse EPX.

Siden sidste nyhedsbrev har vi afholdt "detderbAtter Svenstrup og Havnbjerg" det var en succes med mere end 100 fremmødte til at debattere lokalområdets fremtid. Tak til alle der mødte op.

Vi havde også en stand med ved Høstmarkedet i Ullerup. En god dag med flot vejr og mange glade besøgende. Tak til alle der besøgte vores stand. Vi håber meget at kunne gentage dette næste år.

Sønderborg kommune har også netop fået en ny budgetaftale. For at give bedst mulig indblik i denne aftale, har vi arrangeret et åbent budgetmøde i multikulturhuset, hvor borgmesteren vil fortælle om hvad den nye aftale består af. Dette arrangement er åbent for alle, så inviter gerne nabo, kollega eller andre med, jo flere der får indblik i aftalen, jo bedre. Find mere info om mødet HER.

HUSK AT BESØGE VORES HJEMMESIDE

A-Sønderborg.dk

Den nye hjemmeside er bygget op på en måde, så hver forening har deres egen plads på siden. Ligeledes kan man også finde alle vores politikere på hjemmesiden.

Hjemmesiden indeholder også nyheds- og arrangementsoversigt, som jævnligt vil blive opdateret.

Tag endelig en rundtur på siden, og find blandt andet de kandidater og tillidsvalgte der er i lige netop din partiforening.

På Socialdemokratiet Sønderborg Kredsens vegne vil jeg gerne ønske jer alle en helt fantastisk sensommer. 

Med venlig hilsen.

Dan Martensen

Næstformand

Socialdemokratiet Sønderborg Kredsen

Jette Damsø Henriken

Et spændende politisk år er i vente…

Regeringen er kommet med deres udspil til, hvordan regioner skal se ud, og hvilke opgaver region/kommune bør have. Udspillet er ikke endeligt politisk vedtaget, så vi kan ikke for nuværende være helt klare på indhold og form. 

Men der er nogle tendenser, der går igen.

 

Region Syddanmark forbliver samme størrelse som nu. 

Regionsrådet bliver reduceret fra 41 politikere til 31 politikere her i regionen.

Miljø og en del af Regional Udviklings opgaver forbliver i regionen.  Samarbejder som Interreg og andre kultursamarbejder over grænsen, bliver flyttet til kommunerne. 

Der skal nedsættes 4 sundhedsråd i regionen, med deltagelse af både regionspolitikere og kommunalpolitikere – I Sønderjylland bliver det Sønderborg, Aabenraa, Tønder og Haderslev. 

Regionen skal stadig varetage sygehusdrift, og drift af den nære sundhed, dog ser det ud til at fordeling af ydernumre til læger kommer til at ligge centralt.  Der er ligeledes lagt op til at regionen skal overtage akutsygepleje og noget specialiseret genoptræning. For Sønderborg kommune kan dette desværre betyde, at et ellers velfungerende tilbud bliver flyttet længere væk fra borgeren. En opgave som Sønderborg i dag løser formidabelt.  For andre små kommuner i vores region vil det derimod betyde en opkvalificering af området, fordi de ikke har ressourcer eller viden til den specialiserede opgave. Det bliver en balancegang vi regionspolitikere kommer til at skulle holde, uden at vore borgere i Sønderborg kommune får et ringere tilbud. 

 

Vi kan ikke sige så meget om deltaljerne endnu – da udspillet som sagt ikke er færdigbehandlet. 

Jeg vil derfor i den kommende tid forsøge at informere og forklare de mange tiltag vi tager i regionen, samt gerne modtage input fra jer.  

Følg mig derfor på facebook : (1) Facebook

Benny Engelbrecht

Finanslovsforhandlinger og udspil om uddannelser

 

Regeringens forslag til finanslov blev fremsat i slutningen af august. Siden har vi førstebehandlet forslaget i Folketinget – næsten uden nogen form for dækning i pressen af det. Men nu nærmer vi os den næste fase, nemlig egentlige forhandlinger. Vi har indledt med sættemøder med alle Folketingets partier, inklusive de fire nordatlantiske mandater. Her har partierne præsenteret deres overordnede ønsker og tilkendegivet om de kan se sig i at være med til at indgå en finanslovsaftale. Herfra kommer vi til at bruge hele oktober og størstedelen af november på forhandlingsmøder, inden den endelig aftale om finanslov kan præsenteres og endeligt vedtages i midten af december.

 

Så det er travle måneder der venter for finansministeren og undertegnede, som finansordfører.

 

En ting ligger dog fast, uanset hvordan finansloven lander. Det løft som kommuner og regioner har fået til næste år bliver der ikke ændret på. Heller ikke selvom eksempelvis konservative har givet udtryk for, at de heller ville have givet kommunerne færre penge til næste år.

 

I uge 41 fremlagde regeringen både udspil til en reform af ungdomsuddannelser og af de professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser. Det er udspil med meget stor socialdemokratiske aftryk.

 

I førstnævnte udspil foreslår vi en helt ny gymnasial uddannelse, der skal hedde EPX. EPX skal være et erhvervs- og professionsrettet gymnasium, som skal åbne gymnasiets døre for langt flere unge. Her skal der i højere grad være samarbejde med virksomheder og mere praktisk undervisning. De unge skal de vælge linje efter faglig interesse eller nysgerrighed. Det kan være linjer som ’Velfærd og sikkerhed’, ’Håndværk og teknik’ eller ’Handel og kontor’.

 

Når vi taler med de unge, så efterspørger de ungdomsuddannelser, der ligger tæt på, hvor de bor, ungdomsuddannelser som ikke lukker døre, og som lader dem være en del af et ungdomsmiljø. Alle tre ting får de på EPX. Uddannelsen skal være i hele landet, også her hos os i Sønderborg. Vi investerer et milliardbeløb i at drive EPX, og samlet løftes ungdomsuddannelsernes økonomi med 10 pct.

 

Socialdemokratiet har også længe ønsket at styrke uddannelserne på velfærdsområderne og på erhvervsakademierne, og med vores udspil styrker vi uddannelser som sygeplejerske, pædagog, socialrådgiver, diplomingeniører og laboranter med 2,1 mia. kr. Pengene skal gå til bl.a. flere lærere, flere timer, mindre undervisningshold og mere praktik. Uddannelserne bliver en lille smule kortere, men til gengæld bliver indholdet af uddannelserne bedre og mere målrettet. Vi giver også mulighed for at supplere uddannelsen med fagspecialer – uden brugerbetaling og styrker mulighederne for merituddannelser og uddannelsesskift.

Kommende arrangementer

 

21. oktober 2024 kl. 19:00
Åbent møde om den nye budgetaftale. inviter gerne andre med. Alle er velkomne. Mere Info HER

 

 2 & 3 november 2024 
Mød os til efterårsmessen i Nordals idrætscenter

Det muntre hjørne

Hvad er den bedste måde at huske sin partners fødselsdag?
– Prøv at glemme den én gang...

FIND OS HER