
”Kære partifæller
Tak for den flotte modtagelse af min seneste bog Mulighedernes Land. Der var et flot fremmøde da jeg holdt bogreception i Sønderborg mandag den 7/9 og dagen efter, på udgivelsesdagen, på Christiansborg.
Jeg vil i en ikke så fjern fremtid invitere de der er interesserede i min bog til et særskilt arrangement hvor vi kan komme i dybden med emnerne.
I denne udgave af nyhedsbrevet vil dog især fokuserer på to andre ting: Folkeskolen og havmiljøet. To emner der er særligt relevante for os i Sønderborg.
Nye finanslovsmidler skal ud og leve i Sønderborgs folkeskoler
Der er i øjeblikket forhandlinger på Christiansborg om finansloven for det kommende år. For os i Socialdemokratiet og i regeringen er det en helt central prioritet at rette fokus mod folkeskolen. Derfor lægger vi op til at afsætte én milliard kroner ekstra til børneområdet, der er målrettet til at styrke skoleområdet markant.
Vi har i Sønderborg folkeskoler, hvor der hver eneste dag ydes en stor og vigtig indsats af både lærere, pædagoger og ledelse. Vores politiske opgave er at understøtte det arbejde. Vi skal sikre, at vi hele tiden udvikler rammerne, så skolerne får de nødvendige midler til at løfte fagligheden og trivslen yderligere. Det handler om at give alle børn i vores kommune de absolut bedste forudsætninger.
Lokalt er borgmester Erik Lauritzen og udvalgsformand Jesper Smaling allerede i fuld gang med at afdække, hvordan vi kan sikre, at en del af disse kommende midler kommer Sønderborg Kommune til gavn.
Det er et afgørende forarbejde, som jeg håber kan være med til at åbne de rette døre på Christiansborg. Jeg vil i forhandlingerne om næste års finanslov arbejde for, at vi også tilgodeser Sønderborg, når rammerne for finansloven falder på plads.
For at lykkes med det, er det afgørende, at vi er på forkant. Derfor fortsætter vi det tætte samarbejde mellem byrådsgruppen og Folketinget, så vi i fællesskab kan trække de stærkeste resultater hjem til vores folkeskoler i Sønderborg.
Forbud mod bundskrabende redskaber i Flensborg Fjord fra årsskiftet
I årevis har vi arbejdet for at stoppe bundskrabende fiskeri i Flensborg Fjord og nu er der endeligt afgørende nyt i sagen.
Med Aftale om Danmarks Havplan blev det i aftalens initiativ nr. 27 besluttet, at indføre et forbud mod fiskeri med bundslæbende redskaber i Flensborg fjord, Vejle fjord og Kalø vig.
Forbuddene mod brug af bundslæbende redskaber i Vejle fjord og Kalø vig blev indført fra 1. juli 2025. Et forbud mod bundslæbende redskaber i Flensborg inderfjord kunne midlertidig først indføres efter forhandlinger med Tyskland om ændringer til den fælles fiskeriregulering i fjorden. Disse forhandlinger forventes afsluttet snarligt.
Miljøministeriet sender derfor efter planen en bekendtgørelse om fælles fiskeri i Flensborg inderfjord i offentlig høring i oktober 2026. Det sker med henblik på, at bekendtgørelsen og indførelsen af et forbud mod bundslæbende redskaber kan træde i kraft med virkning fra den 1. januar 2027.
Jeg ser frem til at den årelange indsats fra mange gode kræfter i Sønderborg dermed bærer frugt.
Med venlig hilsen
Benny Engelbrecht, MF”