<h1>Charlotte Riis</h1>
Byrådsmedlem

Charlotte Riis

Engelbrecht

Jeg hedder Charlotte Riis Engelbrecht, er 56 år ung og bor i Adsbøl med min dejlige forlovede Torben og vores franske bulldog Frankie.
Til hverdag arbejder jeg som kontorfuldmægtig i Styrelsen for Grøn Arealomlægning og vandmiljø i Augustenborg og så er jeg medlem af Sønderborg byråd, hvor jeg er i gang med min 5 byrådsperiode.
5 byrådsperioder…. Det er mange år og så tænker du sikkert, er hun ikke bare blevet til en politisk pamper og metaltræt. Men nej, det kan jeg heldigvis afvise på det kraftigste.
Der er stadig masser af saft og kraft og ikke mindst lyst til det politiske arbejde og trangen til at være med til at gøre en forskel.
Det er stadig ikke nok bare at sidde bag en skærm og have en masse holdninger til alt og intet – stort som småt. Hvis man vil forandring og hvis man vil ha lov til at brokke sig, så må man gøre en indsats. Og det er det jeg gør og stadig har lyst til at gøre en byrådsperiode mere.
Da jeg blev valgt ind første gang i 2006 med masser af gåpåmod - troede jeg at forandringens vinde lå for mine fødder og at mærkesager var noget man kunne få indført i løbet af kort tid – og i hvert fald i en byrådsperiode.

 
Men som Piet Heins Erindringsvers
”Jeg har skrevet et sted,
Hvor jeg dagligt må se,
Det manende tankesprog:
T.T.T
Når man føler hvor lidet
man når med sin flid,
er det nyttigt at mindes
at Ting Tar tid.”

blev jeg klogere, og fandt ud af at der er mange veje fra tanke til handling og ikke mindst fuldførelse. Så det hurtigt klart for mig, at hvis jeg ville noget med mine politiske mærkesager, så gjaldt det om at være tålmodig og ikke give op.
Som min elskede mormor ville ha sagt, så må man bide sig fast i bordkanten.
Tålmodighed er en disciplin der kræver hårdt arbejde, i hvert fald for mig. Jeg vil allerhelst agere og rykke med det samme når der kommer en god ide eller mulighed for at skabe/gøre noget godt for Sønderborg. Men meget ofte kommer der økonomi og lovgivning i vejen for den hurtige løsning.
Men jeg er blevet god til at bide mig fast i bordkanten og være vedholdende.
En fordel ved at ha været med i Ny Sønderborg byråd fra starten, er at jeg kan historikken.
Forstået på den måde at jeg meget ofte kan huske, hvilke sager vi tidligere har haft oppe at vende i byrådssammenhæng, og kan bidrage med viden fra de tidligere behandlinger af sagerne. Det er ikke alt man kan finde i beslutningsreferater og der er erfaring/hukommelse guld værd.

Fritidsinteresser:


Strandhjem.
I forlængelse af mit fokus på borgere med særlige behov, er jeg nu på 20 år bestyrelsesmedlem på Strandhjem. Kerneopgaven i Strandhjem er at tilbyde omsorg og støtte, som styrker den enkelte borger i at indfri sine håb, drømme og ønsker med henblik på at leve et tilfredsstillende liv med størst mulig selvstændighed.
Kræftens bekæmpelse lokalafdeling Gråsten:
Som de fleste af os har jeg haft kræft tæt inde på livet og har været med i lokalbestyrelsen siden stiftelsen for mange år siden. Vi gør vores bedste for at lave arrangementer rundt om i Gråsten som skaber lidt glæde og smil i en til tider hård hverdag.


Den Blå Kolonihave:
Jeg var med til at stifte Den Blå Kolonihave og har været bestyrelsesmedlem siden start.
Den Blå Kolonihave arbejder på at gøre en forskel og lave bæredygtige løsninger, en forskel som hjælper havet og giver lækker, sund mad på bordet. Altså Havets Have, hvor vi dyrker blåmuslinger og tang på line.
Gennem vores arrangementer og aktiviteter ønsker vi at skabe bevidsthed om vigtigheden af at bevare havets ressourcer og miljøet. Vi byder alle interesserede velkommen til at deltage i vores initiativer og dele deres viden og engagement.
Vores mål er at samarbejde og skabe en positiv indvirkning på vores lokalsamfund og havmiljøet som helhed.

Have:
Jeg er vokset op på landet med bedsteforældre der dyrkede deres egne grøntsager og samtidig havde staudeprydhaver. Og jeg vidste ikke noget bedre en når jeg som barn kom på sommerferie hos dem og fik lov til at gå i hælene på min farfar i køkkenhaven og min
farmor i prydhaven. Gennem dem lærte jeg alt om stauder, bærbuske frugttræer og grøntsager. Jeg husker stadig smagen og ikke mindst lyden af det sprøde blad icebergsalat som lige var blevet plukket – skyllet og så rullet sammen med et lille nip sukker. En himmelsk mundfuld.
I min have i Adsbøl er der fyldt med frugttræer, bærbuske, nøddetræer. Vi har selv anlagt haven fra bar mark og den er tilplantet med fokus på at kunne skabe føde og gemmesteder for både fugle og bier/insekter. Og naturligvis også os selv – hvem elsker ikke et nyplukket æble eller at kunne gå og mæske sig i kirsebær man selv plukker.
Haven er også indrettet med kratbunker og insekthoteller i alle afskygninger.

Sejlads:
Jeg kommer fra en sejlerfamile, men sejlerinteressen har ligget stille i mange år. Den er dog blomstret op igen efter jeg har mødt Torben og vi hygger os begge med at være på vandet og mærke vinden tæt på. Duften af hav kan ikke beskrives men skal opleves. Og det giver en dejlig ro i krop og sind at være på vandet og ikke altid kunne se
land – men ”bare” en uendelig horisont.
Naturligvis er der også nok at lave når vores Shipman 28 ikke er ude at sejle. Men heldigvis så er vi begge glade for at bruge vores hænder og vi kan heldigvis reparere og vedligeholde de fleste ting på båden selv. Et dejligt projekt som vi er fælles om at bruge tid
på.


Franske bulldogs:
Siden vi tilbage i 1992 fik vores første franske bulldog ved et totalt tilfælde, har jeg været fuldstændig tosset med racen og deres dejlige sind. Vores første bulldogtæve Kira blev vi tilbudt at overtage med 10 minutters varsel, da hendes kennelejer havde hentet hende
tilbage fra de hvalpekøbere, havde købt hende oprindeligt, da de ikke passe godt nok på hende. Vi kunne naturligvis ikke sige nej til de smukke øjne og Kira flyttede ind – og siden hen har vi altid haft 2 franske bulldogs – så de havde selskab. I dag har vi dog lige nu
”kun” dejlige Frankie mens vi venter på at der bliver en hvalp klar til os hos Frankies kennelejere.

Madlavning:
Ligesom havedyrkning har jeg gennem min barndom gået i hælene på mine bedsteforældre og lært at lave mad. Jeg har været så heldig at lære det fra helt fra jord til bord. Og min farmor og ikke mindst min mormors søster – Elin – var store livsnydere, der elskede god mad af gode råvarer. Og lidt atypisk for tiden, så var de også meget proaktive
i forhold til det grønne indhold i maden. Jeg lærte heldigvis også glæden ved at bage.
Det bedste er nok at jeg lærte at lave mad ud fra slump og viden om hvilke ting/ingredienser der går godt sammen. Så for det meste så laves alt mad her i huset uden

at følge opskrifter slavisk – med mindre at det er special kager – hvor det kan gå helt galt hvis man ikke rammer blandingsforhold 100 procent ;)
Jeg elsker at læse kogebøger – og ja jeg har vel omkring en 200 stykker – og jeg bruger dem som inspiration til retter jeg så selv finder på.

Styrketræning:
Da jeg er født hypermobil, så har jeg brug for at styrketræne jævnligt, så jeg kan holde min krop i ave. Hvis jeg ikke træner kan jeg meget hurtigt mærke at jeg får ondt og ikke kan stå ud af sengen om morgenen uden smerter. Så motivationen er heldigvis til at tage og føle på og jeg ved på egen krop hvor meget ”lidt” træning kan gøre for at kroppen får det bedre.
At jeg så også kan li at styrketræne er ”bare” en bonus. Jeg investerede for en del år siden i et lille hjemmetræningsstudie – så tid kan aldrig blive en reel undskyldning for ikke at få trænet – der er ikke noget transport der skal passes ind og tasker der skal
pakkes/udpakkes. Alt er lige ved hånden

Mine politiske mærkesager

Natur


Tilbage i 2006 gik jeg til mit første valg med mærkesager om at man skal kunne bo på landet hvis man ønsker det og det har ikke ændret sig siden hen.
Det ligger mig meget på sinde at være med til at skabe en kommune i balance, hvor borgerne kan bo, arbejde og leve det gode liv – også selv om man vælger at bo uden for de større byer.
Naturligvis kan vi ikke have fuldt samme udvalg af institutioner m.v. i vores landsbyer, men det betyder ikke at vi også skal prioritere aktiviteter her.
Udvikling skal ikke kun ske i vores store byer men også i landdistrikterne.
Udvikling betyder heller ikke altid det samme – forstået på den måde, at hvad jeg syntes kunne være godt for mit lokalområde ikke nødvendigvis er det DU syntes er det rigtige for dit lokalområde. Eller hvis jeg boede i byen, er der nok andre ting jeg ville fokusere på som
det vigtigste end det er er vigtigt for mig på landet.
Netop derfor har det være en kerneopgave for mig helt tilbage fra starten af 2007 hvor vi oprettede det første §17 stk. 4 Landdistriktsudvalg. Dette udvalg skulle være med til at
sikre at vi efter kommunesammenlægningen stadig kunne ha øjne ud i alle afkroge af vores nu geografisk store kommune.
§17 stk. 4 udvalget bestod af 1 lokal repræsentant fra de 7 gamle kommuner – valgt af de lokale Landsbylaug i området samt 4 folkevalgte politikere. På denne måde tænkte vi, at det skulle være muligt at skabe et samtale- og beslutningsrum, hvor politikerne hele tiden blev mindet om, hvad der skete i alle afkroge af kommunen. Samtidig var det også supervigtigt, at politikerne var i mindretal. Sådan er det stadig. Man skal aldrig være i tvivl om, at det er græsrødderne, vi er interesseret i at høre fra og at de bliver taget alvorligt.
Vi har siden hen gennem alle byrådsperioder fortsat med udvalget – og med tiden har vi opgraderet budgetter og ansvarsområder til blandt andet arbejdet med at implementere kommunens fødevarestrategi – at udvikle Naturpark Nordals. Og ikke mindst vores store fokusområde Center for Verdensmål på Kær Vestermark. Vi har også kommunens
naturvejledere som ansvarsområde
Vi har samtidig øget antallet af politikere fra 4 til 5. Politikerne er stadig i mindretal og sådan skal det fortsat være.

Natur

Vi kommer ikke uden om at naturen er under pres – temperaturer ændrer sig – vind og vejrforhold ændrer sig. Der kommer 100 års hændelser oftere end de 100 år. Så der er mange ting vi skal have styrket og mange ting vi skal have ændret.
Men som mange også ved, så lader naturen sig ikke bare lige ændre. Det kræver tid at omstille og forandre.
Vi har i denne byrådsperiode haft bedre mulighed for at kunne fokusere på natur og klimahensyn med nedsættelse af udvalget for Natur klima og miljø, som jeg er medlem af.
Noget af det der har fyldt meget, er arbejdet med at få kystsikret rundt om i vores byer. Det er processer der kræver meget dialog mellem grundejere og forvaltning for at finde frem til den helt rigtige løsning for alle. Det skaber naturligvis frustration hos mange at det ikke bare kan være et quick fix og noget der kan implementeres og bygges fra dag 1. Men som jeg nævnte tilbage i min indledning, så er der nogle opgaver der ”bare” tager tid – og det skal jeg stadig tage mig selv i at huske, når jeg lige som mange andre bliver utålmodige og
vil se handling.
Igennem de sidste mange år har vi arbejdet meget med begrebet vild med vilje. Et begreb alle kender men som der også er rigtig mange fortolkninger af. Hvad der kan syntes som en flot grøftekant for mig er måske ikke det der er en flot grøftekant for dig. Bare for at sætte et billede på udfordringen med forståelse af hvad det er vi vil og hvor vi skal hen.
Jeg vil meget gerne være med til at forsætte arbejdet med at fremme naturens vilkår i vores kommune – både til land og til vand.
En anden meget stor opgave vi er i gang med, er den Grønne Trepart. Det er et kæmpe arbejde som kræver godt samarbejde mellem alle parter og hvor alle i sidste ende nok ender med at måtte ”hugge en hæl og klippe en tå” for at vi når i samlet mål. Men heldigvis så har vi gennem årene i Ny Sønderborg kommune vist at vi er godt til at finde fælles løsninger hvor alle bliver tilgodeset i en eller anden form, så man kan se sig selv i projektet/løsningen. Jeg håber at kunne få lov til at fortsætte arbejdet med at få de helt rigtige løsninger/projekter frem i næste byrådsperiode og for mig så er det vigtigt at der stadig er plads til landbrugsdrift i kommunen, men samtidig også bliver skabt mere natur, med flere levesteder for vores dyre/fugle/insektliv.
Med mit arbejde i Team Kvælstof i Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har jeg også fingerede nede i arbejdet med den grønne trepart – så det giver god synergi i både mit byrådsarbejde og mit ”normale” arbejde.

Ældre

Social og Senior politik – med særligt fokus på borgere med særlige behov.
Gennem mine 19 år i byrådet har jeg også beskæftiget mig meget med Social og Senior politik. For mig er det vigtigt at vi gennem hele livet har de bedste forudsætninger for at kunne leve et godt liv. Det betyder for mig også at vi når vi bliver ældre og ikke mere kan bo i vores eget hjem, så skal vi i kommunen kunne tilbyde gode muligheder for
ældreboliger og plejecentre, hvor vi kan flytte hen og stadig have følelsen af at vi er ”hjemme” men hvor vi er sikret den gode pleje og omsorg. Jeg er stolt af de kommunale plejecentre vi har i kommunen som gør en kæmpe indsats for at du som beboer føler dig hjemme og hvor du får god og nærende mad og har mulighed for at deltage i aktiviteter hvis du har lyst til det.
Samtidig skal vi også sikre at vi kan understøtte dig i dit eget hjem, så længe som muligt.
Og her er det blandt andet meget vigtigt at vi kan hjælpe dig med hjemmetræning så du har mulighed for også at kunne deltage i aktiviteter uden for hjemmet.
Jeg har i alle mine byråds år haft meget stort fokus på vores borgere med særlige behov, og det har ikke ændret sig.
Det ligger mig meget på sinde at de også har ret til en meningsfuld hverdag og et arbejde.
Vi har gennem årende fået sat mange rigtig gode projekter i søen – og gennem SAABU har vi fået skabt mange varierede beskæftigelsestilbud – der både skaber glæde hos dem der arbejder i tilbuddene, men også for os andre der har rig mulighed for at nyde godt af deres færdigheder – om det er når vi besøger Humlehøjhallen og har lyst til lidt at spise – og måske samtidig har lyst til at købe nogle af deres håndværksarbejder – eller når vi er forbi Sjellerup for at købe nogle at deres lækre fødevarer – eller hvis vi nyder naturen på Kær Vestermark på velholdte stier eller når vi handler i Bilka og kan møde en del af vores borgere med særlige behov der arbejder på lige fod med andre medarbejdere. Det handler om at finde det rette tilbud der passer lige nøjagtig til den enkeltes behov.
Vi er nået langt men er er ikke i mål – vi kan altid blive bedre og det arbejde vil jeg gerne fortsætte med at være en del af.